Light4Blue blev stiftet i 2023.
Foreningen er stiftet af tidligere politifolk, der alle kender til og forstår de udfordringer politifolk møder i tjenesten fysisk og psykisk. Vi kender til de belastninger og reaktioner dette kan give for den enkelte.
Vores stærke side ligger i, at flere af os har erfaring i, hvad det vil sige pludseligt at blive ramt, hvor hele ens tilværelse vælter både privat og arbejdsmæssigt. Vi ved hvilke mekanismer, der sker for den enkelte ramte. Vi ved, hvor svært det kan blive, og hvor meget, man skal igennem.
Vi ved, hvad det betyder arbejdsmæssigt at kunne klare altid til pludseligt at kunne ingenting.
Vi har selv stået der, og vi er kommet videre i et godt liv med eller uden en politiidentitet.
Vi ved, hvor hårdt det kan ramme politifolks familie og børn. Den erfaring vil vi gøre alt for at bibringe politifolk i vores hjælp. Vi er kommet videre i livet med den rigtige støtte.
Vi kan råde og vejlede omkring, hvor den findes.
Sidst men ikke mindst, så kommer vi til politifolk, uanset hvor i landet de måtte være.
Vores mission er at hjælpe tilskadekommende betjente i Danmark med alt fra Mentorstøtte, rådgivning og øvrige tiltag med udgangspunkt i den enkeltes behov.
Light4blue vil også arbejde præventivt i respekt for Rigspolitiets indsatser efter særlig alvorlige hændelser. Vi vil tilbyde vores hjælp, støtte og vejledning til nuværende politifolk i tjeneste, hvis de har været udsat for hændelser, der har påvirket dem psykisk.
Selv den stærkeste kan gå med følelsen af at være svag eller utilstrækkelig, hvis man er blevet påvirket af alvorlige hændelser.
Her vil Light4blue også stille deres viden og indsigt til rådighed ud fra betragtningen om, at
én ramt betjent er én for meget.
Vi forsøger at skabe en bevidsthed i befolkningen og overfor myndigheder omkring det store offer og personlige omkostninger polititjenesten kan medføre for vores politifolk. Politisk kæmper vi for ligestilling mellem ramte betjente og forsvarets veteraner.
Foreningen er en non profit forening, hvor al overskud fra donationer, indtægter og salg af merchandise går ubeskåret til foreningens arbejde.