POLITIFOLKS EGNE FORTÆLLINGER

ERINDRINGER FRA LIVET SOM POLITIMAND

“Da jeg steg ud af patruljevognen ramte en brosten mig i hovedet og jeg sank bevidstløs sammen. Da jeg kom til mig selv løb blodet ned over mit ansigt, som vand når man står under en varm bruser. Jeg nåede at se mine kollegaer trække pistolerne, hvorefter jeg besvimede igen med kraniebrud…”

POLITIASSISTENT:

“Vi blev kaldt ud til en ung kvinde der havde ringet efter politiet. Hun havde mødt en ung mand, som havde været hjemme hos hende på besøg. Da hun afviste ham tog han hendes lille hund i bagbenene og slyngede den ind i husmuren, så dens hoved knustes og hunden døde….”

POLITIASSISTENT:

“Jeg stod og dirigerede færdsel på landevejen, mens Falckfolk kæmpede for at redde livet på en mor til 3 børn i hendes forulykkede bil. En bil nærmede sig, og var ved at køre mig ned. Manden i bilen var tydeligt meget beruset. Jeg fik ham til at stige ud af bilen, og han blev anholdt for spritkørsel. Så angreb han mig og startede en slåskamp med mig, uden hensyntagen, eller at ænse den kamp for liv, som Falck folkene kæmpede.”

POLITIASSISTENT:

“Man står på en lukket motorvej, hvor en bro under opbygning er styrtet sammen ned over motorvejen.
Redningsfolk kæmper for at redde liv.
Så kan det nogen gange være svært at skabe overblik, men det kræves jo igen og igen af én.
Vi kan som politifolk jo ikke bare gå.”

POLITIASSISTENT:

“Den lille pige stak af i løb ud over marken. Hun skulle tvangsfjernes. Jeg måtte løbe efter hende. Hun skreg og skreg, men opgaven skulle jo løses. Jeg fik fat i hende. Jeg tog hende ind til mig, men i hendes verden var jeg jo et monster, der ville fjerne hende fra hendes forældre.”

POLITIASSISTENT:

“Lastbilen kørte frem for rødt lys og ramte personbilen med den lille familie. Da vi nåede frem, brød personbilen i brand. Begge forældre sad døde på forsæderne. Børnene skreg på bagsædet, men vi kunne ikke nå dem på grund af flammerne. Jeg overvejede at skyde børnene, for at stoppe deres lidelser, men det gør man jo ikke…”

POLITIASSISTENT:

“Den store kraftige mand virkede rolig, da jeg hjalp ham op i salatfadet. Jeg var derfor uopmærksom et kort øjeblik og så ikke, at han vendte sig om, for derefter at forsøge med stor kraft at sparke mig i hovedet. Jeg nåede i sidste øjeblik at få min arm op foran ansigtet og tog slaget af med min hånd. Det kostede et sprængt ledbånd i min håndrodsknogle, som jeg må leve med resten af livet, men heldigvis ikke et ødelagt ansigt. “​

POLITIASSISTENT:
Betjente tilbageholder mand

“Man bliver med det samme vågen, når man kl. 5 om morgenen på den mest trafikerede vej i et område, bliver kaldt til et alvorligt færdselsuheld mellem 2 lastbiler. Man bliver endnu mere vågen, når man ankommer til stedet og ser den ene chauffør liggende dræbt på vejen, samtidig med at 30 grise løber frit rundt i området.​”

POLITIASSISTENT:

“Vi fandt manden liggende afkræftet på gaden med et blødende sår i maven. Ved siden af ham på fortorvet lå en stor brødkniv indsmurt i blod og afføring fra hans mavesæk”.

POLITIASSISTENT:

“Vi fandt manden liggende i lejlighedens entre, der var helt indsmurt i blod op af væggene. Mandens hals var skåret over og hans liv stod ikke til at redde.”

POLITIASSISTENT:

“Der stod vi foran den unge kvinde, der var dræbt med adskillige knivstik. En ung kvinde, der på grusom vis havde mistet sit liv, inden det endnu var begyndt”.

POLITIASSISTENT:

“En vinternat. Alvorlige husspektakler. Udrykning. Sne.
Bilen skrider ud. Bremser og rat reagerer ikke. Vi venter bare på braget mod den parkerede lille lastbil. Alle ruder knuses. Vi er heldige. Vi rammer hjørnet af den lille lastbil lige ved den ene sidebagrude. Afstanden mellem liv og død kan være kort, men alligevel nåede livet at passere revy.”

POLITIASSISTENT:

“Vi fandt den døde kvinde i lejlighedens stue, eller det, som var tilbage af hende, efter en voldsom brand i hendes stue.
Ilden havde forlængst taget hendes liv”

POLITIASSISTENT:
Kampklædte politibetjente

“Igen og igen rykker vi ud. Nødløsninger på nødløsninger. Der er jo ikke tid til at hjælpe, når vi kun er 2 til at hjælpe i et stort område. Tænk at vi som myndighed skulle undskylde, at vi kommer til et færdselsuheld en halv time efter, at det er sket.
Jeg er taknemmelig for, at vi har en tålmodig befolkning, der mange gange gerne vil hjælpe os. Jeg var mange gange flov over, at vi ikke kunne give borgerne den fornødne hjælp.
Det sætter sig stille og roligt i ens sind og tanker.” ​

POLITIASSISTENT:

“Selv på en stille og roligt vagt kan alt pludselig ændres på et splitsekund. En hyggelig samtale med en kollega i patruljebilen afbrydes brat. Alle nerver og muskler går fra afslappet til spændt, da meldingen lyder om muligt selvmord, hvor en far vil tage sin lille datter med i døden. Da vi ankommer sidder han i et åbent vindue på 3. sal i en ejendom. Der skal handles på splitsekunder. Sprænglagen og forsøg på at indlede en samtale med faren. Ventetiden er ulidelig. Denne gang var vi heldige. Vi nåede ind til manden. Bagefter kunne vi igen optage vores samtale i patruljebilen, med en ekstra indre glæde”

POLITIASSISTENT:

“Den unge kvinde stod på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt en kold december aften. Hun ventede på grønt lys, da en lastbil måtte undvige for en bilist. Lastbilen mistede herredømmet. Kort efter lå kvinden dræbt under lastbilen.
Nogle mennesker tiltrækkes af sådanne ulykker. De vil se, når lastbilen trækkes fri. De vil se offeret. Nogen gange er det en kamp at få tilskuere væk. Jeg forstår det aldrig”

POLITIASSISTENT:

Bøger skrevet af politifolk

Bag Skjoldet

BAG SKJOLDET AF CARSTEN ØRUM

Den 18. maj 1993 er en skæbnesvanger dato i nyere dansk historie. Efter folkeafstemningen om dansk tilslutning til Maastricht-traktaten udviklede demonstrationer på Nørrebro i København sig til optøjer af en voldsomhed, vi ikke tidligere har set i Danmark i fredstid.

Brosten og andet kasteskyts føg gennem luften mod et politi, der slet ikke var forberedt til situationen. 113 skud blev affyret fra politibetjentenes tjenestepistoler og flere demonstranter blev ramt. Et stort antal betjente måtte på skadestuen. Nærmest ved et tilfælde blev ingen slået ihjel.

Carsten Ørums personlige fortælling om hvad der skete den fatale aften, er en rystende skildring af begivenhederne, der gik helt ud af kontrol. Som betjent stod han i forreste række og han blev efterfølgende sigtet og tiltalt for at have brugt sin tjenestepistol uagtsomt.

I tiden efter de voldsomme begivenheder fulgte et uigennemskueligt politisk og juridisk spil, hvor mange havde travlt med at vaske hænder. I dette spil blev Carsten Ørum og nogle af hans kolleger ofre i bestræbelserne på at fjerne ansvaret fra dem, der egentlig havde den overordnede ledelse.

Dette er fortællingen om, hvordan der var bag skjoldet hos en betjent, der blot passede sit arbejde en aften, hvor alting gik galt.

Knockout  - nå stress rammer

KNOCK OUT – NÅR STRESS RAMMER AF OLE NIELSEN

Pludselig en dag blev Ole Nielsen selv en af de psykiatriske patienter, han i så mange år havde eskorteret på sit arbejde som politimand – Et “Knockout” uden lige, men også en ny start.

“Knockout” er en personlig, selvbiografisk bog, som giver sin læser adgang til Ole Nielsens hårdeste tid. At ende blandt de andre patienter, var en hård omgang for Nielsen, der efter mange år som betjent, måtte se sig slået ud af stress og depression.

Historien om hvordan Ole Nielsen formåede at komme tilbage til livet er livsbekræftende og en stor støtte til andre, der måtte have det svært. Med rette indsats kan det godt lade sig gøre, at få det godt igen – det er “Knockout” af Ole Nielsen og Else Steenbuch Yde et bevis på.

Politihunde  - i statens tjeneste

POLITIHUNDE – I STATENS TJENESTE AF CLAUS SØRENSEN

Bogen handler om en politimands arbejde, opgaver og oplevelser i Dansk Politi.

Et arbejde med politiets tjenestehunde i næsten 30 år, både som patruljehundefører med schæferhund/patruljehunde og senere som specialhundefører med labrador som sprængstofhunde.

Læseren får her en fornemmelse af arbejdet i politiet og specielt i tjenestehundeafdelingen, der fortsat er meget vigtig for dansk politi.